Så er jeg kommet igennem endnu en uge. Dette var første uge af tre, hvor mængden øges med ca. 2 km hver uge. Målet var 26 km fordelt på fire dage.

Tirsdag og torsdag, var 5 og 6 km som blev løbet lidt hurtigere end maffetone og med overskud. Lørdagens 7 km var hårde på grund af for lidt søvn.

Efter lørdagens lidt for hårde tur, valgte jeg at løbe langsommere i dag. De 8 km blev løbet i 5:35/km og i MAF tempo. Overskud hele vejen, selv om det kuperede tærren i Kolding, kan være en udfordring, når pulsen skal holdes under 140 bpm.

Dagens tur blev løbet i Skechers Gorun Ride 3.

Planen er at løbe Maffetone fra nu og frem til uge 26, hvor jeg begynder på et 16 ugers program frem mod Amsterdam Marathon. Jeg bruger løbesiden.dk til at generere programmet for mig. Se mit løbeprogram.

Jeg har før mistet tålmodigheden med Maffetone. Det har desværre hver gang resulteret i skader. Jeg håber at kunne holde mig til planen denne gang, og samtidig træne de muskler, som gerne skulle holde endnu en skade fra døren.

Næste uge siger 28 km roligt løb. En tur til Sjælland næste weekend, kan godt ændre lidt på mængden, men jeg håber at kunne nå målet.

God påske.