Der findes sikkert lige så mange løbetrænere og træningspricipper, som der findes løbere. Alle er enige om at der skal løbes mange kilometer, hvis man skal have rigtig gode resultater. Ofte er de forskellige principper ret ens, med meget små nuancer. Antallet af rolige kilometer, og tempoet på de rolige ture er ofte en af de steder hvor trænerne er uenige.

Maffetone løbetræning, er en træningsform, udviklet ef Dr. Phil Maffetone. Metoden udviklet, for at undgå skader, opbygge en god aerob base og gøre kroppen bedre til at bruge fedt som brændstof. Phil Maffetone

Som langdistanceløber, er det meget vigtigt at kroppen er god til fedtforbrænding, da det er her langt det meste brændstof  kommer fra. En overraskende lille del af kroppens brændstof kommer fra kulhydrater.

Da kroppen kan lagre langt mere fedt end kulhydrater, virker det derfor som en rigtig god idé med træning som gør den bedre til at bruge fedtet.

Efter mange år som løbetræner, udviklede Phil Maffetone metoden, for at have en enkel formel, som passer på de fleste mennesker og deres træning. Der vil selvfølgelig være eksempler på løbere, som ikke passer til metoden.

Når man praktiserer maffetone løbetræning, skal man bruge 180 formularen. Man tager 180 og trækker sin alder fra og får så den puls man skal løbe efter. I mit tilfælde, er det 180-40 = 140. Så det er løb ved lav puls. I perioden hvor jeg løber maffetone løbetræning, skal jeg holde pulsen under og så tæt på 140 som muligt. Løbere, som har været skadet eller syge, kan trække lidt fra tallet. omvendt kan løbere, som har været i gang i længere tid uden skader eller sygdom, lægge lidt til.

Man kan fint køre Maffetone løbetræning hele året, men også som en opbygningsfase, hvor man får opbygget en god ugentlig volumen, efterfulgt af et egentligt træningsprogram med tærskel intervaller og andre tempoløb. Det gode ved denne træningsform, er at man løber rimelig langsomt, så chancen for skader er ikke så store.

Man skal væbne sig med tålmodighed når det drejer sig om maffetone løbetræning. I starten, oplever man at tempoet er dræbende langsomt, og især ved bakker, er man ofte nødt til at gå. Men det er nødvendigt for at løbe med lav puls.

Efter en skade i venstre knæ, som udviklede sig til smerter i hoften i samme side, gik jeg selv i gang med maffetone løbetræning d. 24 juni i år. Jeg er i gang med uge 8, og har barberet omkring 30 sekunder per kilometer af mine løbeture. Det lyder måske ikke af meget, men når man i starten er nødt til at gå op af bakker, er det en kæmpe forløsning, pludselig at kunne løbe hele den planlagte rute.

Når man starter op med Maffetone træning, er det en god idé at teste sit MAF tempo, for senere at have en måde at måle sin fremgang. Den bedste måde at gøre det på, er at finde en flad rute, et sted hvor man ikke bliver forstyrret at lyskryds og trafik. Find eventuelt en løbebane til testen.

Varm op et par kilometer og få pulsen op i din MAF puls. Lad være med at stoppe efter opvarmningen. Fortsæt med at løbe ved denne puls til testen er slut. Husk at nulstille dit pulsur, da vi kun vil have data for selve testen. Personligt, løber jeg 8 km under testen, på en løbebane, som jeg tilfældigvis har adgang til og som er åben for offentligheden.

Efter en måned med maffetone træning, hvor du på intet tidspunkt har løbet med højere puls end din MAF puls, kan du tage testen igen og sammenligne med den første test.

Lad være med at give op, hvis du ikke ser fremgang efter første MAF test. Fortsætter du træningen, skal du nok se resultater.

Vil du vide mere om denne træningsform, kan du besøge Phil Maffetones side.